søndag den 31. oktober 2010

Julen er kommet til Davids Engle


Idag var Ole og jeg i butikken og pynte op til jul. Det var superhyggeligt, og vi havde julemusik på cd'en. Nu er vi klar til at gå julen i møde - selvom det er lige tidligt nok.

onsdag den 27. oktober 2010

Dådyr i flok


Er de ikke bare søde, min nyindkøbte dådyrfamilie. De er fra Føtex og de koster kr.29,95 for hver af de store og kr. 19,95 for den lille. Nu bor de hjemme hos mig og de kommer til at skabe dejlig julestemning i december.

Kvædehøst


I vores sommerhushave vokser der ikke så meget man kan plukke og spise. Faktisk har vi bare kvædetræet. Det er så til gengæld et rigtig fint lille træ, der altid bærer masser af store smukke æblekvæder. Hvert år plukker vi kvæderne og én gang har jeg kogt gelé af dem. Geléen er meget parfumeret i smagen, og den smager skønt til blåskimmelost. Jeg bruger også kvæderne i december i små juleopstillinger. De er smukke og de dufter dejligt. Desværre var de fleste af vores kvæder væk i år. De hang ikke på træet og de lå heller ikke på jorden. Tilbage på træet hang små kvæder med skavanker. Vi plukkede dem alligevel. Håber den der nappede mine kvæder gør god brug af dem, for han eller hun fik de fineste.

Smuk himmel i oktober


Så smuk var himlen i morges. Solen farvede alting rosa og verden så eventyragtig ud.

fredag den 22. oktober 2010

Lidt nyt, lidt gammelt, lidt blåt, men ikke noget lånt..


Så smukt tager det sig ud. Den smukke gamle termokande på det lyseblå rattankurvebord. De gamle lysestager, der har fået nye look med lyselilla maling, sammen med de små nye hjorte og den skønne lyselilla bordlampe. Nyt og gammelt i skøn forening.
Se priserne på det hele her

onsdag den 20. oktober 2010

Har skrevet til lokalavisen





Ole har overrasket mig, og har skrevet til Østerbro Avis om vores lille butik. De har responderet meget positivt og bedt os sende nogle billeder. Det har vi gjort og nu venter vi spændt på, om de vil lave en lille notits om os. Ole har fremhævet, at vi ligger i en lidt kedelig del af Østerbro, og at vi synes vi gør gaden lidt sjovere og mere farverig. Det bliver i hvert fald spændende.

tirsdag den 19. oktober 2010

Små fine containerfund


De små runde sæber er faktisk containerfund. De er pakket ind i fint papir, og nu ligger de i butikken og skaber sød feminin stemning.

mandag den 18. oktober 2010

Græskarlygter



Og her er oktobers første græskarlygte. Det er jo ikke Allehelgensaften før den 31. oktober, så de behøver jo ikke være uhyggelige - endnu. Denne her er smuk. Virkelig fin, når den står på altanen og lyser i mørket.
Da min far var dreng på Lolland lavede børnene lygter af roer, og på Allehelgensaften løb de rundt til husene og bankede på vinduerne og skræmte folk. Halloween er altså ikke udelukkende en amerikansk opfindelse, men har sine rødder i det europæiske. Desværre er det svært at skære i en roe (har prøvet) og desuden er græskar så meget smukkere.

torsdag den 14. oktober 2010

Jeg har vundet en give away


Jeg har været heldig og har vundet kogebogen "Mad til mange" på Lone Kjærs blog. Jeg er en stor fan af Lones opskrifter og uprætentiøse tilgang til mad og jeg bruger hendes kogebøger hele tiden. Hun skriver i øvrigt også i BoligLiv. Og nu har jeg vundet den kogebog, som Lone betegner som én af efterårets "musthaves". Det er bare så fedt og jeg takker så mange gange for den fine gave.

Eslau i containeren



Jeg har været heldig igen. Forleden fandt jeg denne smukke lampe i containeren. Den ligner til forveksling en Eslau, men da der ikke står noget i bunden, kan jeg ikke være sikker. Jeg er egentlig også ligeglad, den er bare så fin i farve og form. Desværre havde den været itu og efterfølgende limet sammen. Dette var gjort meget præcist, men limen var blevet smurt ud over lampen og havde misfarvet den. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at tage den med hjem, hvor jeg - med held - forsøgte mig med acetone (det eneste jeg lige havde ved hånden). Og det virkede. Jeg fik det meste af misfarvningen væk og nu står lampen på mit gasbord i stuen sammen med sine små søskende. Med skærmen i Liberty fra By Ida Marie er den bare lige i øjet, synes jeg.

søndag den 10. oktober 2010

Kaffe og kage




Hjemme fra cykelturen bagte jeg muffins med banan. Grønthandleren havde 10 bananer for 10 kr. De var brunplettede og modne og helt perfekte til bagning.
God søndag til Jer alle.

Søndagstur på Nørrebro




Jægersborggade og Nørrebro i det hele taget er mange ting. Jeg arbejder på Nørrebro til daglig, men det er ikke så ofte jeg kommer rigtig rundt i gaderne, men idag fik jeg det gjort. Ole og jeg cyklede ad Stefansgade og spadserede ned ad Jægersborggade. Gaden minder mig på mange måder om Berlin. Den er både rå og tjekket og så er den i live. Her tænker jeg jo ikke på hashhandel og natlige skyderier, men om de mange små butikker og værksteder, der ligger tæt på begge sider af gaden. Som noget nyt har alle de handlende enedes om at få ens skilte hængende ud for deres butikker. Det så forrygende ud. Desværre var mange af butikkerne lukkede - det var jo søndag, men der var noget at kigge på - lige fra keramikere til delikatessebutikker. Skøn tur.

fredag den 8. oktober 2010

Stol med retrostof




Så fandt jeg noget at bruge mit skønne retrodynebetræk til. Er det ikke en fin kombination med den lilla stol og de glade farver på stoffet? Jeg er selv ganske glad for stolen og skal have lavet én til mit eget spisebord. Der skal udelukkende være unikke og forskellige stole. Måske jeg vil sy et juniorsengesæt af resten af det fine stof - og en pude, hvis der er stof nok.

torsdag den 7. oktober 2010

Waterquest





Så kom de virkelig, alle de skønne ting fra Waterquest. I fede farver og former. Nyd synet her og kom eventuelt forbi og se med fingrene.

onsdag den 6. oktober 2010

Pippi på genbrugspladsen


Vi har en skøn genbrugsplads, hvor man gerne må klunse lidt i byttecentralen - også selvom man ikke altid selv har noget at bytte med. Igår fandt jeg en stor samling "far til fire" bøger fra 1960. Både jeg selv og mine piger har elsket "Far til fire" filmene, så det var fin nostalgi. Og så var der Pippi-pladen. Jeg havde den selvsamme plade, som jeg spillede om og om igen på min lille brune pladespiller dengang i tresserne. Selvfølgelig spillede jeg også "Bjørn & Okay" og "Den gule flyver" og den med Maria med Poul Rudi. Den var så sørgelig og så god syntes jeg. Jeg har efterfølgende haft fornøjelsen af at støde på samme Poul Rudi på en bustur til Prag. Han var blevet kroejer i Tjekkiet. Godt for ham, for han kunne nærmest ikke tale mere. Havde nok givet den for meget gas i tresserne og halvfjerdserne. Nå men Pippi kom ned i cykelkurven - selvom jeg ikke længere har en grammofon at spille den på. Bare billedet af Pippi på coveret vækker dejlige minder.

mandag den 4. oktober 2010

Containerfund


Der findes ikke noget bedre end at finde en skat i en container. Det gjorde jeg i lørdags. Se bare dette fine dynebetræk. Det er godt nok revnet lidt, men der er stadig stof nok til en masse fine ting. Nu har hele herligheden været i vaskemaskinen, og nu skal jeg finde ud af, hvad jeg skal bruge det fine stof til. Jeg er ved at male mit spisebord og stole, så måske én af stolene skal betrækkes med de fine blomster.

søndag den 3. oktober 2010

Oktober i den lille butik


Så er det blevet efterår og både herhjemme og i butikken hygger vi med lyskæder og tændte stearinlys.
Vi har fået så mange nye gamle ting i butikken og på onsdag kommer forhåbentlig de fine nye ting fra Waterquest. Vi har ventet og ventet, og det er altså slemt, når det er første gang man har bestilt nye ting, og de så er forsinket. Håber I har lyst til at kigge forbi netbutikken eller butikken i Hesseløgade 1. Vi har åben igen på onsdag.