søndag den 19. februar 2012

Farven GUL

For ikke så lang tid siden var gul og orange ikke med på min liste over favoritfarver - tværtimod. Men noget er sket.


Om det er inspiration andre steder fra (læs: blandt andet fra alle Jer i blogverdenen) eller hvad det skyldes, kan jeg ikke sige, men gul - og orange - er klart repræsenteret herhjemme nu.


Sidste år købte vi tapet til stuen ved siden af køkkenet. Den stue, der i mange år har fungeret som børneværelse for alle vores fire hjertebørn. Nu er selvsamme stue indrettet som spisestue, med henblik på, at den på et tidspunkt - helst ikke for langt ude i fremtiden - skal lægges til vores lille køkken anno 1952. På den måde vil lejligheden for alvor transformere sig til en lille egoistoase for et midaldrene kærestepar med hang til indretning.


Tapetet fandt jeg i Retro Villa, og heldigvis blev det godkendt af Ole, som vist bare var lettet over, at jeg ikke vendte hjem fra byen belæsset med ruller med svulstige rosenknopper changerende i diverse rosa nuancer. Så var dén hjemme.


Som det ser ud lige nu er vi allerede påbegyndt transformationen, idet der stort set ikke findes døre i lejligheden. Der er naturligvis en dør til toilettet (omend den ikke virker så godt, da håndtaget har det med at falde af, når man trækker for hårdt i det. Særlig vanskeligt, når man har gæster, for ikke at tale om, når man er alene hjemme og pludselig står med håndtaget til friheden udenfor toilettet i hånden. Det skal vi altså have gjort noget ved!).


Derudover er der en dør ind til soveværelset (med samme problematik som med toiletdøren: håndtaget falder af. Det er min egen skyld, jeg ved det godt. Det er fordi jeg har valgt at skifte de gyselige grå plasthåndtag ud med gamle originale sorte håndtag i bakelit. Desværre har vi ikke fået sat dem ordentlig fast. Det skal vi altså virkelig snart have gjort noget ved!!


Inspirationen til dette indlæg om farven GUL har jeg hentet hos de to skønne Kejsere i Trondhjem. De har en totalt lækker indretningstil, men de er ikke vilde med stærke farver. De syntes derfor, at de var gået helt besærk, da de havde pyntet et par spisestuestole med gule puder. Det så jo dejligt ud - som ALT hvad Kejserne rører ved. Sjovt at læse om deres overvejelser i forbindelse med det vovede pudevalg - eller farvevalg. I skulle i øvrigt slå et smut forbi de to kompetente mænd. De har en sikker og superfin stil - og i tilgift skriver de begge underfundigt, vittigt og skarpt.


Hvad med Jer. Er GUL blevet en del af Jeres indretning eller er der en anden overraskende farve, der har sneget sig ind?


God søndag aften til Jer allesammen, der kigger forbi. Om lidt skal jeg se "Lykke". Er ret vild med det univers DR har skabt. Der er mange fine gule farver at finde. Og lange florlette gardiner. Jeg er vild med lange gardiner a la Karen Blixen. Dem I kan se højere oppe er fra Ikea til under hundrede kroner. De er nok ikke Blixen værdige, men de er sørme fine herhjemme hos os.

12 kommentarer:

  1. Hvor ser det fint ud hos jer!
    Her er der ikke så meget gult, men kan godt lidt en klat gult her og der mellem hvidt og pastelfarver:-)

    SvarSlet
  2. Tak Julie. Ja pastellerne findes også her :-)

    SvarSlet
  3. Her er det gule også flyttet ind.

    Eksempler kan ses her:
    http://aebleblomstblog.blogspot.co.nz/2011/09/gul-tirsdag.html

    Gul er bare så dejlig og glad en farve, der lyser alting op :D

    Her er der lidt af det orange vi har:
    http://aebleblomstblog.blogspot.co.nz/2011/06/orange-overalt.html

    Kh. Mirjam

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Mirjam
      Jeg skal ind og kigge med der samme :-)
      Knus

      Slet
  4. Kæreste Kate.

    Du har jo som altid tjek på tendenserne;-)

    Orange og gul bliver de næste helt store farver indenfor boligindretning;-)

    Knus fra mig

    SvarSlet
  5. Tak min ven. Det er nu ikke mig, der har opfundet dem, jeg hopper bare med på vognen og lader mig forføre af de fine nuancer.
    Knus Rikke

    SvarSlet