onsdag den 30. marts 2011

Nannas væg




Da vores yngste datter, Nanna, boede hjemme, malede hun denne fantastiske væg i sit værelse. Senere er værelset blevet til vores soveværelse, og selvom der var nogle grimme huller i væggen efter Nannas hylder, valgte vi at beholde den smukke og unikke dekoration. Nu tror jeg tiden nærmer sig for dens endeligt. Derfor syntes jeg den skulle deles og foreviges her på bloggen:-)
Nanna satte iøvrigt også noget meget fint guldtapet op på væggen ved vinduet i den anden ende af soveværelset. Det beholder vi til gengæld.

tirsdag den 29. marts 2011

Træt af Kitty



Jeg har været ret sløj med feber i mange dage nu, og jeg er ved at være træt af at pudse næse - også selvom det sker i lyserøde Hello Kitty lommetørklæder - og hoste og harke . Hedigvis kan jeg mærke bedring forude, men for pokker, hvor er det dog irriterende ikke at have energi til noget som helst. Håber jeg har det fantastisk i morgen:-)

søndag den 27. marts 2011

Søndagstableau






Denne smukke Trans Arena transistor købte Ole for et par år siden på et loppemarked i Marielyst på Falster. Den spillede fantastisk - indtil den ikke spillede mere. Vi kunne ikke nænne at skille os af med den, og vi fik også navnet på en mand, der havde specialiseret sig i at reparere disse gamle radioer. Jeg skal da ikke her lægge skjul på, at jeg et par gange foreslog Ole at skifte batterierne på den lille radio. Måske det bare var det, der var grunden til den pludselige tavshed. Men alt hvad jeg fik tilbage var et overbærende blik. Jeg har jo ikke forstand på den slags...Indtil vi rent faktisk skiftede batterierne, og transistoren begyndte at spille på livet løs. Jeg har endnu ikke fået nogen undskyldning for den uberettigede behandling. Tvært imod. Istedet har han kastet sig ud i en omfattende tilsmudsning af mit lille Bambi-dyr. Det ligner ikke en Bambi, men en hund, påstår han. VOV VOV - angreb er den bedste afledning, MEN selvom jeg forsvarer det lille dyr (som ligner en hund lidt - særligt i profil), glemmer jeg ikke at minde manden om, at det var mig, der sagde "det der med batterierne".
Tjek lige drejeskiven (eller hvad sådan én nu hedder på transistorsprog). Der står alle de gamle radiostationer rundt om i Europa. Så fedt. Jeg er så glad for at den lille radio virker...igen...
Tulipanerne er i øvrigt fra ham, fordi han er så bekymret over, at jeg har haft feber og har hostet i så mange dage:-)

tirsdag den 22. marts 2011

Børnehavestol


Ja, jeg går altså Mette Helena fra Retro Villa i bedene. Håber ikke jeg bliver skældt ud her i bloguniverset:-)), men vi er altså kommet i besiddelse af nogle meget slidte vuggestue,- og børnehavestole, som bare bliver så fine med lidt maling og noget papir. Dette papir er dog ikke retrotapet, men smukt italiensk papir, som vi har hjembragt fra en fed lille papirhandel i Kreutzbergkvarteret i Berlin. Lignenede kan købes i Husflid på Blegdamsvej.
Vi sælger de små vuggestuestole for 399 kr. og de store børnehavestole for 449 kr.

mandag den 21. marts 2011

Stadig vild med orange



Ja, jeg blev så vild med den orange, som jeg malede chatollet med, at jeg købte en spand mere. Nu er denne fine stol næsten klar til at komme hjem og bo hos nogen, der også er vild med retro-orange. Jeg har piftet den lidt med en tapetrosét fra det tapet jeg lige har sat op i min stue. Der var ikke meget tilbage, men heldigvis skal der heller ikke så meget til før det skaber noget unikt.
Der er stadig lidt tilbage i bøtten, så en lille kommode er også på vej.

søndag den 20. marts 2011

Kjolemønster anno 1962


Dette kjolemønster (str. 42) fandt jeg på et lille loppemarked ved mit sommerhus. Kvinden som jeg købte det af fortalte, at hun havde syet en brun kjole med pelskanter ved halsudskæringen samt ved ærmerne til sin svigermors 60 års fødselsdag. Hende og manden regnede ud, at det var i 1962. Det var modellen til venstre hun havde syet, og den var blevet så flot. Det kunne have været skægt at se et billede af den:-)
Nu er mønstret til salg i Davids Engle for 49 kr.

torsdag den 17. marts 2011

Tor Viking


Fin lille sukkerskål fra Turi Design i Norge. Den måler 8,5 cm. i diameter. Der var faktisk en lille flødekande til, men den gik sig desværre en tur på vej hjem fra loppemarkedet.
Skålen kan købes i butikken for 49 kr.

tirsdag den 15. marts 2011

Tapet i værelse 4


Så er der kommet tapet op på endevæggen i vores nye stue. Det er naturligvis fra den skønne butik Retro Villa. Smukke gule rosetter med guld og hele pivtøjet. Det er så lækkert og fint. Alle de andre vægge er jomfrueligt hvide, og jeg er sørme ikke meget for at bore nye huller i de rene hvide overflader, men det skal vi jo på et tidspunkt. Jeg maler møbler på livet løs, og når alt er færdigt og klart ska jeg nok sætte flere bileder på.
God tirsdag til Jer allesammen.

onsdag den 9. marts 2011

Orange - det nye sort!





Ja, så er det sket...jeg er blevet vild med orange. Det sneg sig ind med gul, og nu er vi altså nået til orange. Jeg troede ellers jeg havde set for meget af det i 70'erne, men nej. Det er sjovt som den slags kan forandre sig. Måske fordi man vænner sig til det. Jeg er i hvert fald ganske tilfreds med mit fine chatol i helblank orange, som lige nu er til salg i butikken. Har endnu ikke sat greb på, da grebene kan forandre et møbel fuldstændig.

Hvor skal solen hen...kom tilbage...


Så bliver det vinter igen igen. Øv. Håber ikke det varer så længe denne gang.

tirsdag den 8. marts 2011

Give away hos Marolle


Så er der gang i en fin give away hos Marolle. Man kan vinde én af to fine pakker med papir fra Rie Elise Larsen. Jeg elsker disse papirer, og har planer om at forsøge mig med at lave en lampeskærm med ét af dem, så jeg håber sørme jeg vinder:-)

Håndarbejde fra fars hånd




Da jeg var barn brækkede min far på et tidspunkt foden og var bundet til sofaen i lang tid. I den forbindelse begyndte han at brodere stramaj. Vi har en hel masse billeder, som både han og min mor har broderet. De hang skam og pyntede på væggene i Rørholmsgade, men nu ligger de fleste i min kælder. I weekenden fik jeg øje på disse hos mine forældre. De hang i børneværelset i sommerhuset. Børnene er ved at være store, så de går ikke i svime over en lille nuttet bambi, og derfor fik jeg lov at tage billederne med hjem. Det er min far, der har broderet dem - "af lidt rester jeg havde", som han sagde. De er fra 1970'erne og jeg kan tydeligt huske, at de hang på vores børneværelse. Nu skal de hænge i mit sommerhus. Er de ikke fine?

søndag den 6. marts 2011

Værelse 4



Så er vi gået igang med at sætte vores ekstra-værelse i stand. Værelse 4, som der står på den rå væg. Meget skægt at tænke på, at det er skrevet i 1952. Jeg har dampet al tapetet af og i morgen skal jeg igang med at spartle alle hullerne. Det bliver er stort arbejde, men forhåbentlig bliver det hele rigtig fint. Der skal væv på alle væggene, og på endevæggen skal der desuden tapet - noget rigtig fint. Tænker jeg lige skal forbi Retro Villa én af dagene:-)
Umiddelbart ser det fedt ud med den skønne lysekrone mod den rå væg, sådan lidt a la Det mondæne Skur, men det er altså kun i snap-shot-glimt, at det virker sådan. Væggene er alt for hullede.

lørdag den 5. marts 2011

Weekendnydelser


Igår besøgte Ole og jeg mine forældre i deres sommerhus i Marielyst. Vi kørte fra København kl. 18, da vi havde lukket butikken, og på Falster ventede mor og far med den lækreste sushi - og en lille flaske Saké. Det smagte himmelsk. Jeg skal simpelthen prøve at lave de ruller, hvor der er fisk og avokado udenpå - sådan lidt inside-out-agtigt. De var virkelig smukke og smagte så dejligt.
I dag gik vi så tur til stranden. Det er nok én af Danmarks smukkeste strande - også idag. Det var egentlig ikke så koldt, for solen skinnede jo på os allesammen, men isen lå stadig som en frossen bræmme langs stranden og hele synet var betagende.
Vi nåede også at kigge forbi det lokale loppemarked (som var lukket, da indehaverne skulle "bort", som man siger på de kanter, men på landet låner man gerne nøglen ud til naboen, når der kommer familiebesøg, som gerne lige vil kigge ind) og Ole fandt et par smukke gamle fade til butikken.
Nu er vi hjemme igen. I morgen skal vi igang med at dampe tapet ned i det rum, der skal være vores spisestue. Jeg har ferie (fra børnehaven) i næste uge, så der skal der arbejdes. Der kommer nok et par billeder på i løbet af ugen:-)
Fortsat dejlig weekend til Jer alle - og dejlig fastelavn...

fredag den 4. marts 2011

Fastelavn


Så er det fastelavnsweekend og jeg begynder dagen med stor fest i børnehaven.
Håber I alle - med og uden børn, får en dejlig weekend.
På trods af søndagstøndeslagning har vi alligevel valgt at holde fast i vores søndagsåbning i butikken, så alle er velkomne kl. 13-16 på søndag.

tirsdag den 1. marts 2011

Endnu en Give Away


Et besøg på La Glace med 3 venner. Tjek det ud på Indretning med farver. Det er et specialarrangement den 23. marts. Hvem kunne ikke bruge et lille kagearrangement sidst i marts:-)
God dag allesammen...